ALSIDIGE AUSTRALIEN

Australsk vin er ikke umiddelbart det første, jeg tænker på, når jeg tænker på sommervine. Og så alligevel, for mange af dem har en rigtig god power, der kan modstå fristelserne fra grillristen. Men hold nu godt øje, for det store australske land har enormt stor variation i både deres røde og hvide vine.

 

Det siger næsten sig selv med landets størrelse, og selvom Shiraz-druen fra den sydlige del af landet kan være nemmest at få fingre i – og nemmest at nyde ganske ubesværet – så er der mange andre spændende områder at gå på opdagelse i.

 

Rødvinene kan være alt fra store, tunge, monstervine til helt fine og lette oplevelser. Og det samme gælder for hvidvinene, der både findes i fadlagrede og tunge udgaver og i helt sprøde og fine elegance-opvisninger.

 

Australien er desuden et land, hvor man gerne eksperimenterer med alle tænkelige druesorter fra resten af verden, og det betyder, at der af og til popper en uventet overraskelse op, der imponerer, men det betyder også, at det nogle gange kan blive mere sjældent end kønt.

 

I denne test er det klassikerne, der har taget de fleste stjerner, men en enkelt forbavsende hvidvin har også sneget sig ind blandt de foretrukne. Jeg er absolut ikke fan af Gewurztraminer-druen, men i det billige og rare blend med Riesling i Angove Chalk Hill Blue-vinen, er der altså spændende værdi for pengene.

 

TESTVINDER  – RØD

Chris Ringland Barossa Shiraz 2017
Australien | Barossa Valley
Rødvin | Shiraz
Normalpris kr. 189,95 | Set til kr. 139,95
★★★★★★ | 90 Pts. | Skovgaard Vine

Hvis man elsker australsk rødvin, så bliver man ikke overrasket over, at det nogle gange kan være en ordentlig omgang power-oplevelse. Sådan er det også med denne Shiraz fra klassiske Barossa Valley. En vin med en masse sødme, masser af krydderier og en bund, der både er fyldt med syre og en fornemmelse af bitterhed fra mørk chokolade. Det smager dejligt, men du skal være til det kraftfulde og massive, hvis du skal være fan her.


TESTVINDER – HVID

Kangarilla Road 2020
Australien | Adelaide Hills
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 150,-
★★★★★ | 90 Pts. | Vestergaard Wines

Det er rent og friskt og uden fornemmelsen af unødigt hurlumhej i produktionen. Det her er ren vin – og det er velskabt og velgjort. Nogle gange kan vinmagere skabe mirakler i produktionen – men andre gange skal de bare lade vinen lede slagets gang uden at blande sig for meget – og det beviser denne vin rigtig flot.


BEDST TIL PRISEN – RØD

Thorn-Clarke Terra Barossa 2016
Australien | Barossa Valley
Rødvin | Shiraz, Cabernet, Petit Verdot
Normalpris kr. 140,- | Set til kr. 100,- v/2 stk.
★★★★★★ | 90 Pts. | Skjold Burne

Blød og behagelig australsk rødvinsblend, der både har dybde fra Shiraz, krydderi og syre fra Cabernet Sauvignon og blødhed fra Petit Verdot. En oplagt kandidat til sommerens grillfester, hvor vinen smagsmæssigt skal kunne klare lidt af hvert. En dejlig vin til prisen, hvor alle kan være med, og hvor det hverken bliver kompliceret eller uinteressant.


BEDST TIL PRISEN – HVID

Angove Chalk Hill Blue 2019
Australien | South Australia
Hvidvin | Riesling, Gewürztraminer
Normalpris kr. 62,-
★★★★★★ | 87 Pts. | AMKA

Det er godt nok sjældent, jeg ikke får kvalme af Gewurztraminer, men her finder det et fint fælles fodslag med Riesling i en dejlig, fyldig og blød oplevelse. Krydderierne, der er så karakteristiske for Gewurztraminer-druen, er bestemt tydelige, men samtidig er de også understøttet af Rieslingens sødme og syre. Ikke et mirakel men helt fin til prisen.


OGSÅ VÆRD AT NÆVNE

Angus The Bull 2017
Australien | Central Victoria
Rødvin | Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 149,-
★★★★★★  | 89 Pts. | D’Wine

Australsk steak-vin, der virkelig kan noget med en rød bøf fra grillen eller panden. Det smager faktisk ganske godt, men der er ikke så meget opsigtsvækkende at komme efter, og den kræver at have et godt stykke kød ved sin side, hvis den for alvor skal bide fra sig.


Longview Vineyard 2017
Australien | Adelaide Hills
Rødvin | Shiraz, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 119,-
★★★★★★ | 88 Pts. | D’Wine

Jeg kan godt lide det ukomplicerede udtryk, der kendetegner Longview Vineyard, for selvom det kan være spændende at gå ombord i en flaske, der er proppet med komplekse nuancer, så er det også af og til velgørende med en vin, der ikke kræver alverden. Her er det velsmag, der rammer bredt, og blendet af Shiraz og Cabernet Sauvignon er et sikkert hit til de lidt større forsamlinger, hvor mange forskellige smagspræferencer skal tilgodeses.


The Hidden Sea Shiraz 2018
Australien | Limestone Coast
Rødvin | Shiraz
Normalpris kr. 139,95 | Set til kr. 89,95
★★★★★★  | 87 Pts. | Skovgaard Vine

The Hidden Sea er en serie af australske vine, der både byder på hvid, rosé og rød. Det er klassisk og forventeligt i udtrykket, også når det gælder denne Shiraz. Kødfuld med masser af power og blødhed, masser af krydderi og knald på – men samtidig er det blødt, saftigt og ganske okay.


Milton Park 2018 
Australien | South Australia 
Rødvin | Shiraz 
Normalpris kr. 100,- | Set til kr. 75,- 
★★★★★★ 4 stjerner | 86 Pts. | Skjold Burne 

Hvis du skal gå efter den sikre flaske, der ikke udfordrer for meget, og som rammer flest muligt, så er Milton Park et godt bud til prisen. Det er klassisk australsk Shiraz, der smager blødt og kraftfuldt, som du sikkert forventer det. En vin, der smager fint, passer til prisen – men som heller ikke overrasker dig sønderligt.


Milton Park Chardonnay 2019 
Australien | South Australia 
Hvidvin | Chardonnay 
Normalpris kr. 100,- | Set til kr. 75,- 
★★★★★★ | 85 Pts. | Skjold Burne 

Der skal ret meget til, før jeg taber underkæben over en australsk hvidvin, og det er denne Chardonnay et meget godt eksempel på. Det smager nemlig ret ordinært og gennemsnitligt. Ikke skidt – men heller ikke imponerende. Prisen er fornuftig, og det sikrer, at der er balance mellem udskrivning og oplevelse. At jeg ikke er fan af fadlagret Chardonnay er jo ikke et udtryk for, at vinen ikke falder i smag hos flertallet, men det er lidt unødvendigt med den fedme, der følger med, når vinen ikke har mere karakter i sig selv.


OGSÅ SMAGT…

Arrowhead Block 2019
Australien | South Australia
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 89,95 | Set til kr. 59,95
★★★★★★ | 83 Pts. | Skovgaard Vine


Utopia Valley Merlot 2017
Australien | South Australia
Rødvin | Merlot
Normalpris kr. 79,95 | Set til kr. 59,95
★★★★★★ 3 Stjerner | 78 Pts. | Skovgaard Vine