Det ligger næsten i navnet Spätburgunder, at vi har at gøre med en vin med referencer til Bourgogne. Druenavnet dækker da også over Pinot Noir-druen, der på tysk bliver kaldt Spätburgunder, og her har vi at gøre med en type af vin, der i den grad er blandt mine topkandidater for, hvad der er mest interessant nu og her.
Der er rigtig mange gode grunde til, at disse lette, tyske rødvine er værd at holde et vågent øje med, for dels bliver de tyske vinmagere dygtigere og mere moderne i deres tilgang til produktionen af deres Spätburgunder, og samtidig får vinstokkene mere alder, og klimaforandringerne er med til at gøre, at der er flere lune somre i de tyske vinområder.
Ligesom rød Bourgogne er Spätburgunder som hovedregel lette og lyse i deres stil. Her er masser af saft og smag, men det er nedtonet og elegant på en nuanceret og ofte raffineret måde. Du skal altså ikke forvente vine, der bombarderer dig med smag og fadpræg, i stedet skal du forvente vine, der har mange nuancer, lang eftersmag og som er lette, lyse og sommerlige i deres stil.
Her får du mine bud på forsommerens lækreste Spätburgunder-vine.
TESTVINDER
Heitlinger Reserve 2018
Tyskland | Baden
Rødvin | Spätburgunder
Normalpris kr. 219,- | Set til kr. 149,-
★★★★★★ | 93 Pts. | Kjær Sommerfeldt
Smagen er frisk, let og elegant, men med den stringente syre i eftersmagen og den meget lange og intense udvikling fra den ene lille, lette nuance til den anden, er det en vin, der synes at blive ved med at give nye sider af sig selv. De 12 måneders fadlagring gør underværker, og hvis du kan håndtere de mange indtryk, så er dette absolut en vin, der er sin normalpris værdig.
BEDST TIL PRISEN
Steitz Spätburgunder 2017
Tyskland | Rheinhessen
Rødvin | Spätburgunder
Normalpris kr. 139,- | Set til kr. 100,-
★★★★★★ | 91 Pts. | Mr. Ruby
Frisk og tør Spätburgunder med rigtig meget liv, lethed og saft. Den skal have lov at udvikle sig i munden, for efterhånden trækker den lange og fine eftersmag i en lækker retning, der er både vedvarende og intens.
OGSÅ VÆRD AT NÆVNE
Rudi Rüttger Reserve 2018
Tyskland | Pfalz
Rødvin | Spätburgunder
Normalpris kr. 179,95 | Set til kr. 139,-
★★★★★★ | 92 Pts. | Supervin
Det er sjældent, at udtrykket på samme tid kan være så let og elegant, og at smagen samtidig er så dyb og fyldig, som det er tilfældet her. Det gør oplevelsen utroligt lækkert, og det afslører, at de nyeste årgange fra Rudi Rüttger i høj grad lever op til det høje niveau, vi er vant til. Det er en fremragende Spätburgunder, der godt nok koster en snas mere, end du måske er vant til at betale. Men her kommer du altså næppe til at fortryde.
Paul Schumacher Carpe Diem 2018
Tyskland | Ahr
Rødvin | Spätburgunder
Normalpris kr. 185,- | Set til kr. 165,-
★★★★★★ | 92 Pts. | Jysk Vin
Dette er ikke en bælle-vin, men derimod en vin, der kræver, at du bruger tid på at søge de små og elegante nuancer i smagen. De findes nemlig, og de er superlækre, når de kommer til udtryk med undermodnede jordbær, spæde urter og en balance, der giver plads til, at selv den mindste lille indflydelse fra området, kan spores undervejs.
Jakob Jung Spätburgunder Tradition 2017
Tyskland | Rheingau
Rødvin | Spätburgunder
Normalpris kr. 130,-
★★★★★★ | 89 Pts. | Brdr. D’s Vinhandel
Dejlig saftig rødvin, der måske savner lidt i eftersmagen og det store helhedsindtryk, så den lette og livlige stil bliver understøttet af noget mere pondus. Men til prisen kan man absolut ikke forlange mere, end man får her.