Le Salette Amarone della Valpolicella Classico 2016
Italien | Valpolicella
Rødvin | Corvina, Rondinella
Normalpris kr. 270,-
★★★★★★ | 94 Pts. | Italux
Amarone har altid haft en særlig status hos mange. Og jo, jeg kan godt forstå det, men jeg har også haft en periode, hvor jeg synes det blev alt for kraftigt og tungt. Det seneste års tid er mange af de Amarone-vine, jeg har smagt, vendt tilbage til en mere omgængelig alkoholprocent, og i stedet for procenter helt op omkring 17 og 17,5, er vi nede i området lige over 15. Det passer mig langt bedre, for her fornemmer man langt bedre nuancerne i vinen, og det er også den store styrke ved Le Salettes Amarone. Godt nok er det tæt pakket med frugter, svesker og mørke bær, men ikke mere end at elementerne er til at fornemme enkeltvist. Det hele er sat sammen i en dejlig balance, som sagtens kan bide fra sig til en tung middag – men som også aldeles glimrende kan være et pragtfuldt glas, når der bare skal nydes lækker vin uden mad.