Parotet 2019
Spanien | Moixent, Valencia
Rødvin | Arcos, Mandó
Normalpris kr. 229,-
★★★★★★ | 91 Pts. | D’Wine
Stort set alle vinområder i verden har deres egne traditionelle druesorter, der for manges vedkommende har været gået i glemslen. Det er blevet mere trendy at finde dem frem igen og lave egnstypiske vine på disse, og her er spanske Celler del Roure fra Valencia-området Moixent blandt de allerdygtigste. Denne rødvin er sammensat af druesorterne Arco og Mandó, og mens vinhuset ofte skaber vine med en markant friskhed, der blandt andet skyldes lagringen i ler-amfora, så er der en anden tæthed og blødhed i denne. Det er samme lagringsmetode, men druerne er sat sammen til en vin med masser af dybde og blød aroma, og den smager af modne kirsebær og sødmefulde blommer. Heldigvis er der også en tilpas mængde urter og en fornuftig sødme til, at der er balance i sagerne. Det er en vin, der er betydeligt mere fyldig end de fleste fra Celler del Roure, og som byder på flere lag i smagen. Det gør den mere kompleks og anderledes, selvom den stadig har tydelige spor af den naturlighed og ægthed, som de øvrige vine er strålende eksempler på.