Argentina er et kæmpemæssigt land, og både i nord og syd produceres der vin. Det mest betydningsfulde område er Mendoza, der geografisk set er placeret omkring midten af landet – og som strækker sig fra ca. 1000 kilometer vest for Buenos Aires og helt ud til Andesbjergene og grænsen til Chile.
Hele 70% af Argentinas vinproduktion kommer fra Mendoza-området, og mange af de bedste producenter har hjemme omkring hovedbyen, der også hedder Mendoza. Byen har i sig selv lidt over 100.000 indbyggere, men regner vi forstæderne med, så er vi oppe på et storby-område med over en million indbyggere.
Den argentinske nationaldrue Malbec er også den sort, der giver det største og mest interessante udbytte i Mendoza, men både Cabernet Sauvignon og Tempranillo er også værd at give sig i kast med, ligesom de hvide Chardonnay’er og de lyserøde Criolla Grande og Cereza-druer også bør smages, inden man for alvor kan sige, at man har været hele området rundt.
Vinproduktionen i Mendoza tog sit afsæt i Lujan de Cuyo-området, og sammen med Maipú Valley er det fortsat her, at de fleste kvalitetsvine kommer fra, men hold også øje med Valle de Uco og San Martín-områderne.