Leon Perdigal Rose 2020
Frankrig | Cotes du Rhone
Rosé | Grenache, Carignan, Cinsault, Syrah
Normalpris kr. 89,95 | Set til kr. 129,- for 2 stk.
★★★★★★ | 92 Pts | Kvickly og Superbrugsen
Danskernes gennemsnitspris for en købt flaske vin er langt fra de fine og dyre flasker med trecifrede prisskilte. Heldigvis er mange klar til at skrue lidt op for budgettet, når det skal være ekstra rart, og det kan altså godt lade sig gøre at finde vine, der både er betagende og betalelige. Det gælder for eksempel Leon Perdigal, der med denne rosé rammer en potentiel sommerfavorit til dem, der gerne slipper 65,- pr. flaske. Det er nemlig prisen, når den er på tilbud, og der får du enormt meget lækker-rosé for pengene. På de klassiske Rhone-druer Garnacha, Carignan, Cinsault og Syrah er dette blevet til en fortrinlig samling af smagsnuancer, der både trækker i den friske, den bløde, den sommerlige og den lidt cool retning. Den har en snert af saftevands-fornemmelse over sig, hvilket som udgangspunkt rammer flertallet af dem, der gerne handler vin i denne prisklasse, og for mig er det altså ikke nødvendigvis et minus-ord, for saftevandsfornemmelsen har også sin plads. Særligt på altanen på en lun sommerdag, hvor vinen skal have lov at leve sit eget liv uafhængigt af gastronomiske udskejelser. Til det formål er Leon Perdigal oplagt.