Jeg er virkelig stor fan af Sauvignon Blanc-druen, der sammen med Chardonnay er blandt de mest almindelige druesorter til hvidvin. Den har en langt mere fyldig karakter end Chardonnay, og den giver ofte nogle frugtrige vine med en større smag og gerne med minder om eksotiske sydhavsfrugter og masser af citrus.
Dermed går de lidt fede og fyldige tropefrugter godt i spænd med den friske syre fra citrusfrugterne, og sammen med grønne noter af græs, stikkelsbær og ofte en ordentlig omgang hyld, bliver der for alvor skruet op for charmen.
Nogle kan måske finde det lidt for charmerende, blødt og mainstreamet i nogle udgaver – men i min verden er det med til at gøre, at disse vine har et rigtig højt bundniveau og stort set aldrig falder udenfor min smag. Alligevel er der stor forskel på de største Sauvignon Blanc-vine, og dem, der bare egner sig eminent til en lun aften på terrassen.
Sauvignon Blanc har traditionelt haft sin hjemmebane i det franske Loire-område, men mange steder i den ‘nye’ vinverden bliver der skabt flotte resultater på denne drue. Det gælder ikke mindst i New Zealand, der står bag en stribe af vores favoritter, mens nogle af vores yndlings-hvidvine fra Italien er lavet på drueblandinger, hvor Sauvignon Blanc er med til at give fylde.
Fransk Sauvignon Blanc er ofte i den mere finesse-fulde stil, hvor smagen er naturlig og mineralsk, sammenlignet med de oversøiske, der gerne har fået et ordentligt skud charme med masser af frugt og fylde.
Du finder hele listen over vores aktuelle Sauvignon Blanc-anmeldelser her.
TESTVINDERE MARTS 2021
BEDSTE SAUVIGNON BLANC U/100,-
Sunday Bay Sauvignon Blanc 2020
New Zealand | Marlborough
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,95
★★★★★★ | 89 Pts. | Andrup Vin
Skal det være Sauvignon Blanc fra New Zealand til en pris, hvor alle kan være med, så er denne friske, ferske og lidt frække variant et fremragende bud. Det er Sauvignon Blanc-charme med masser af tropefrugt og fylde, men også med en knivskarp og ungdommelig friskhed fra citrusfrugter og en frugtfylde, der er præget af fersken og andre lyse frugter. Ligesom i de tidligere årgange, så er jeg vældig begejstret over sammenhængen mellem pris og kvalitet i denne Sunday Bay.
BEDSTE SAUVIGNON BLANC 100-150,-
Babich Sauvignon Blanc 2020
New Zealand | Marlborough
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 120,- | Set til kr. 100,-
★★★★★★ | 93 Pts. | Skjold Burne
Når man smager de samme vine årgang efter årgang, så finder man også hurtigt sine favoritter og kæledægger. Babich har gennem nogle år været en af mine yndlings-vine, når det kommer til Sauvignon Blanc fra New Zealand, og mens den også findes i en lagret ‘Black Label’, så er det friskheden, den lækre balance og vidunderlige charme, der gør denne vin til noget helt særligt. Selvom forventningerne er i top, så lever Babich op til det med endnu en dejlig og forfriskende årgang, der bare kalder på, at det gerne snart blive forår og sommer for alvor.
BEDSTE SAUVIGNON BLANC O/150,-
Julien & Clement Raimbault 2019
Frankrig | Sancerre
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 169,-
★★★★★★ | 94 Pts. | Greatwine.dk
Faste læsere på Flaskehalsen vil nok vide, at jeg er rigtig glad for Sauvignon Blanc fra såvel Sancerre som Pouilly-Fumé. Det eneste generelle, jeg ikke holder af ved Sancerre-vine, er prisen, men her er vi faktisk på et niveau, der er rimeligt. Kvalitetsmæssigt er betegnelsen ‘rimelig’ slet ikke dækkende, for det her er virkelig dejlig Sancerre med blødhed, blidhed og alligevel et markant og forfriskende bid i bagdelen. Balancen er fremragende med plads til både blød modenhed og stikkende syre, og til sammen giver det en vin, der stinker langt væk af namnam-feeling.