Amphora Roja 2019
Spanien | Penedes
Hvidvin | Xarel-lo
Normalpris kr. 265,-
★★★★★★ | 96 Pts. | Sømod Vine
Når jeg smager på vin, har jeg selvfølgelig min helt egen personlige smag, jeg sætter i spil. Nogle gange må jeg også forholde mig til, om vinen bliver for speciel til ‘normale’ vin-nydere, og derfor forsøger jeg at sætte ord på, der beskriver, hvorfor jeg kan lide eller ikke lide vinen – fremfor kun at skrive faktuelle noter om, hvad vinen smager og dufter af. Og det er relevant, når det kommer til en vin som denne Amphora Roja. Det er nemlig en særling af de helt specielle, og jeg forestiller mig, at langt de fleste, der læser med her, som minimum skal bruge en slurk eller fem, før de har vænnet sig til smagen. Det er næsten alt, der er specielt ved denne vin. Lad os bare begynde med druesorten Xarel-lo, som de fleste danskere bedst kender (måske uden at vide det) som en del af en dejlig Cava. Der skabes også stille hvidvine på druen, og nogle af dem er rigtig charmerende og behagelige. Her er druen dyrket biodynamisk, økologisk og alt det, der ellers kan graves frem af naturvenlige fremgangsmåder, og den er så uberørt, som det overhovedet er muligt fra start til slut. Vinhuset Parés Baltá lader nemlig vinen gære på amfora-beholdere, der er lavet af ler fra vinmarkernes egen jord. Der bliver kun brugt den naturlige gær fra druerne, og alt er med andre ord så tro mod naturen og områdets mikroklima, som det kan lade sig gøre. Smagsmæssigt betyder det, at der ikke er taget nogen lette løsninger, hvor man lige kan rette en lille skævert af i en håndevending. Det giver nogle særpræg, som betyder at vinen skiller sig markant ud, men samtidig er det så lyst, frugtigt, saftigt og ærligt, at jeg er dybt imponeret. Farven er ren, klar og fin – og samtidig gylden på en meget elegant måde. Det smager superskønt, fuldstændig naturligt og med en dybde og charme, som gør prisen aldeles rimelig.