Gure Arbasoak Marko 2019
Spanien | Baskerlandet, Bizkaiko Txakolina
Hvidvin | Hondarrabi Zuri, Izkiota
Normalpris kr. 150,-
★★★★★★ | 94 Pts. | Import
Sikken oplevelse, der gemmer sig i denne vin med den lidt usædvanlige etiket. Proppen er belagt med voks, og når først proppen er løftet ud af flaskehalsen, så skal jeg ellers love for, at jeg skal tage en ekstra dyb indånding mellem første anden vejrtrækning. For det lugter af dårlige krydderiblandinger – et sted mellem daggammel karry og svedig spidskommen. Nå, det fortager sig heldigvis hurtigt, og efterhånden kommer aromaen på nogenlunde ret kurs, men det ændrer ikke på, at jeg tilgår smagningen med en ret stor skepsis. Derfor er overraskelsen enorm, når vinen rammer smagsløgene. Her er friskhed, dybde, diskret fadpræg og masser af urter. Det hele samler sig i en fremragende helhed, der tilmed afslutter med en imponerende blød og behagelig struktur i både smag og konsistens. Det smager enormt godt – og jeg glæder mig umanerligt meget over, at jeg ikke lod mig helt afskrække af de indledende lugtgener.