Skarp, frisk og lækker

Dócil Vinho Verde 2019

Portugal | Vinho Verde
Hvidvin | Loureiro
Normalpris kr. 120,- | Set til kr. 175,- for 2 stk.
★★★★★★ | 87 Pts. | Skjold Burne

Det er ikke ligefrem årstid for de spændstige, syrlige og superfriske portugisiske Vinho Verde-flasker. Men omvendt kan god vin altid passe ind i en eller anden sammenhæng, og denne Dócil er faktisk rigtig dejlig. Jeg skal gerne indrømme, at jeg bliver lidt forfærdet ved første bekendtskab med den, for da proppen er trukket ud, er det en indelukket, stram og ganske ucharmerende duft, der strømmer afsted. Sådan er den første umiddelbare slurk også, og derfor fortjener den at få lidt tid og luft. Det gør den nemlig rigtig godt, for herefter åbner den sig skønt og får en dejlig og rund frugtsmag, der klæder den tørre og stramme stil rigtig godt. En Vinho Verde med et vidunderligt udtryk og en skarp og behagelig friskhed.