Pragtfulde Pissarres fra Priorat

Costers del Priorat Pissarres 2018

Spanien | Priorat
Rødvin | Carignan, Garnacha
Normalpris kr. 229,- | Set til kr. 165,-
★★★★★ | 93 Pts. | D’Wine

Når man først har været i markerne hos Costers del Priorat, så vil drømmene nok altid vende tilbage dertil i ny og næ. Og når man først har smagt vinene fra Costers del Priorat, så vil de nok også altid vende tilbage i den ene drøm efter den anden. En af de bedste vine, jeg har smagt, er Clos Alzina fra dette vinhus, og selvom den ikke må sammenlignes med Pissarres, der trods alt er i en helt anden priskategori, så har vinene en masse tilfælles. Pissarres er lavet på Carignan-druen (der her kaldes Samsó) og Garnacha, og den giver en intens frugt og helt og aldeles vidunderlig eftersmag. Det er så tæt og intenst pakket med frugt og lækkerier, at alt fra modne bær over peber og urter – og helt til den beherskede, men alligevel tydelige, syre, sikrer en helhed, der smager rigtig lækkert. Det her er – indenfor sin prisklasse – Priorat, når det er bedst. Det er stort, elegant, lækkert – og stadig balanceret og behersket til en alkoholprocent på 14,5.