Montsant-klasse til overkommelig pris

Jaspi Negre 2017

Spanien | Montsant
Rødvin | Garnacha, Carignan, Syrah, Cabernet Sauvignon
Normalpris 135,- | Set til kr. 105,-
★★★★★★ | 96 Pts. | Kjær Sommerfeldt

Man behøver ikke rejse til Montsant for at forelske sig i dette område, der ligger i det nordøstlige Spanien, i Catalonien – i omegnen af Barcelona. Forelskelsen er uundgåelig, hvis man besøger bjergene og vinmarkerne – men man får en stor del af fornemmelsen alene ved at smage de bedste vine herfra. Som så mange andre steder i verden er der størst kvalitet og kompleksitet i de vine, der koster mest, men de Garnacha-baserede vine i Montsant kan også levere kæmpe oplevelser til en lavere pris. Det viser denne Jaspi Negre, der er suppleret op med Carignan, Syrah og Cabernet Sauvignon-druer. Det giver en vin, der både har en legende lethed med hindbærnoter, men også en mere slagkraftig bund med masser af urter og et twist af lakrids, inden de mørke krydderier slår igennem i eftersmagen med en lækker syre, let bitterhed og et punktum af peber-fornemmelse. Brødrene, der står bag vinen, kommer faktisk fra nabo-området Penedes, hvor de viderefører familiens vingård Coca i Fito, men de skal absolut ikke høre et ondt ord herfra for at de også kaster øjnene på druestokke i Montsant, for du milde, hvor smager dette dejligt.