Godello i den friske ende

Armas de Guerra Godello 2017

Spanien | Bierzo
Hvidvin | Godello
Normalpris kr. 100,- | Set til kr. 75,-
★★★★★★ | 88 Pts. | Skjold Burne

De første gange, jeg smagte Godello-druen, var der tale om betingelsesløs kærlighed fra min side. Siden er det blevet hverdag, og Godello og jeg har også lært hinanden at kende fra den mere hverdagsagtige side med morgenhår og krøllet t-shirt. På en eller anden finurlig måde er Godello og jeg også ved at nå over det stadie, hvor vi klør os i håret, mens vi kigger hinanden dybt i øjnene, og begge tænker : ‘var det virkelig den, jeg forelskede mig i’? For nu har vi fundet ud af, at vi faktisk sætter pris på de lidt mere uglede sider af hinanden også. Det kommer ret fint til udtryk i denne Armas de Guerra, der er dejlig, let og meget tilgængelig. Den har sin bløde og cremede stil, men man fornemmer stadig, at vi er tæt på den spanske nordkyst med al den kølige og friske charme, der hører sig til. Denne vin er tilmed lagret i betontanke, der medvirker til, at friskheden er holdt endnu mere intakt.