Bragende flot Barolo

Camparo Barolo Boiolo 2015

Italien | Barolo
Rødvin | Nebbiolo
Normalpris kr. 450,- | Set til kr. 350,-
★★★★★ | 96 Pts. | Skjold Burne

Okay, alene i januars smagning af italienske rødvine, føler jeg, at jeg har gentaget mig selv en del gange, når det handler om Barolo. For en Barolo skal kunne noget særligt, for at jeg lader min begejstring strutte. Og her har vi et af de sjældne eksempler på, at det kan lade sig gøre. For Camparo har med denne Boiolo-Barolo skabt en vin, der trods alderen, der er relativt ung for en Barolo, har en blød og afstemt balance, der fungerer perfekt. De stramme og uregerlige elementer, der kan gøre en ung Barolo vanskelig at have med at gøre, er her tonet fornemt ud i en lys og lækker helhed, hvor man får smag for de særlige karakteristika ved Barolo – men på en måde, hvor det ikke stritter vildt i alle retninger. Jeg er absolut fan af denne Barolo, der måske i nogles øjne går på kompromis med, hvad Barolo kan og skal – men som i mine øjne serverer de største Barolo-kendetegn i en forståelig og usædvanligt nydningsfuld helhed.