Skøn og frugtfrisk Crianza

Lopez Cristobal Crianza 2018

Spanien | Ribera del Duero
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 179,95 | Set til kr. 144,95
★★★★★ | 92 Pts. | Supervin

Fra området, der ligger omtrent midt mellem Madrid og den spanske nordkyst, kommer endnu en lækker sag fra Lopez Cristobal. For mens den store vin Bagús er en mastodont for denne producent, så er Crianza-vinen ligeledes en fremragende oplevelse i sin prisklasse. Crianza betyder at vinen er lagret i mindst to år – og mindst et halvt år på eg. Nogle vil måske hævde at de længere lagrede Reserva eller Gran Reserva-vine er finere, men sådan behøver det ikke altid være. De er først og fremmest dyrere, fordi de i sagens natur koster flere penge at producere, når de skal optage plads i vinhusets kælder – men nogle producenter har bare en helt særlig evne til at skabe vine, der også med kortere tids lagring finder en fremragende balance med en lidt større frugtig friskhed. Det gælder for eksempel for denne vin, der har overbevist mig i flere årgange, og som gør det igen. Masser af power og temperament, men også med en frugtig og naturlig stil, som ikke er alt for bombarderet med fadpræg.