Rudi Rüttger 2012 Sauvignon Blanc Trocken
Tyskland | Pfalz
Hvidvin | Sauvignon Blanc
Normalpris kr. 119,95 | Set til kr. 99,95
★★★★★★ | 84 Pts. | Supervin
En tysk Sauvignon Blanc med ni år på bagen. Det er lidt af en sjældenhed, men Pfalz-producenten Rudi Rüttger har taget chancen og ladet sine Sauvignon Blanc-vine ælde. Det er gået med stor succes for deres 2013’er, mens 2012’eren her er en lidt mindre begejstrende oplevelse. Den er ikke ret Sauvignon Blanc-agtig, for alderen har gjort den en smule sær og snerpet. Det er stadig en snerpethed, der har en vis elegance, men mens vine ofte kommer i forrygende balance med alderen, så er det som om, at denne er gået lidt over tid. Den balance, man finder i 2013’eren er nemlig kammet over, så de enkelte elementer bliver lidt forspredte i deres nuance-fægtning, og jeg savner en lidt bedre sammenhæng. Det er mere spændende og interessant, end det egentlig er godt.