Madame Veuve Point Pouilly Fuissé 2017
Frankrig | Bourgogne, Pouilly-Fussé
Hvidvin | Chardonnay
Normalpris kr. 249,95 | Set til kr. 225,-
★★★★★★ | 95 Pts. | Andrup Vin
Hvis du er sådan en trofast og loyal Flaskehals-læser, der sluger alle ord her på sitet, så er det næppe nogen overraskelse, at Pouilly-Fuissé har en særlig plads i Bourgogne-kammeret af mit hjerte. Men det betyder også, at der er nogle store forventninger at leve op til. Og det skal jeg lige love for, at denne Madame Veuve Point klarer til fulde. På toppen af proppen er Madame Veuve Point-initialerne påtrykt, og det giver faktisk en lidt sjov og tvetydig mening, for i amerikansk sport kårer man altid en MVP – Most Valuable Player – og lad os bare konstatere, at denne Pouilly-Fuissé sagtens kan kåres til MVP i sin kategori og prisklasse. Det er en vin, der er så elegant og lækker, og som er så knivskarpt balanceret, at den rummer en storladen kompleksitet.