Ren natur i birkebobler

Hagelskjær Birk 2018

Danmark | Midtjylland
Bobler | Birk
Normalpris kr. 250,-
★★★★★ | 90 Pts. | Hagelskjær Vin

Jeg var helt og aldeles blæst bagover af Hagelskjær Birk i 2017-årgangen. Nu er tiden kommet til 2018’eren, der stadig er en utroligt interessant størrelse, men som også har en lidt mere ejendommelig stil end forgængeren. Den skal muligvis have lov at ligge lidt længere – og under alle omstændigheder skal den have masser af tid efter at proppen er skudt af. Vinen er lavet på birkesaft, og det giver i 2018’eren en meget fyldig og markant stil. Der er både en masse frugtfornemmelse og friskhed i vinen, der har et enormt rent og naturligt udtryk, der gør den til noget helt særligt. Der er ikke helt de samme elementer af Champagne-præg som i 17’eren, men til gengæld går den linen ud og virker endnu mere tro mod sig selv. Det er på sin vis positivt, men samtidig gør det, at det muligvis snævrer målgruppen lidt ind. For du skal være klar på noget, der er anderledes fra det, du er vant til – men det ligger bestemt også kun i den logiske afdeling, i og med her er tale om en flaske bobler skabt af birkesaft. Super spændende og interessant.