Klassisk glögg-fornøjelse

Glögg by Hyggekompagniet

Danmark
Specialvin | Glögg (0,5 l)
Normalpris kr. 129,95 | Set til 99,95 v/3 stk.
★★★★★ | 90 Pts. | Supervin

Det er en fast bestanddel af julehyggen i de fleste danske hjem. Glögg er dog også blevet mere end blot en varm vin-drik – flere og flere brygger selv deres glögg, og flere og flere producenter præsenterer special-glögg med vidt forskellige udtryk. Hyggekompagniet forsøger sig her med en rød variant, der er tilsat rom, akvavit og portvin, og det er noget nær den mest klassiske special-glögg, jeg har smagt. Og det skal forstås positivt, for hvis jeg inviterer et selskab på glögg, så forventer de formentlig noget, der også smager sådan. De mange særlige varianter kan være enormt spændende at gå på opdagelse, men hvis julehyggen skal i centrum, så foretrækker jeg en god glögg, der smager af glögg. Det gør denne med sine umiskendelige noter af nellike, kanel, ingefær og kardemomme, ligesom de blide citrusfrugter medvirker til balancen. I sin rene form er denne glögg i den lidt bitre, ret krydrede – og ikke specielt søde stil. Men det kan man jo selv balancere med tilsætningen af rosiner og mandler. Ligesom med saucen til julemiddagen, hvor det er svært at rette op, hvis der er kommet for meget salt i – mens for lidt salt kan justeres på tallerkenen. På samme måde vil jeg også hellere have en knap så sød glögg, som gæsterne selv kan justere i forhold til mængden af sødt fyld. Julestemningen kan godt komme an – Hyggekompagniet præsenterer en hyggelig, dejlig og klassisk glögg med plads til din egen balancering.