Vild og vidunderlig Viognier

Domaine Croix de Saint-Privat Bastien 2018

Frankrig | Saint-Guilhem-le-Désert
Hvidvin | Viognier
Normalpris kr. 199,-
★★★★★★ | 95 Pts. | Vinisimo

Viognier hører ikke til på toppen af listen over de druesorter, jeg helst ville tage med på en øde ø, hvis jeg kun måtte vælge nogle få. For det er ikke så ofte, at jeg for alvor bliver begejstret for vine, der er skabt på 100% Viognier. Denne oplevelse fra Domaine Croic de Saint-Privat er ikke desto mindre en undtagelse af de store, for det er en vin, der har den cremede og lidt grove stil, men på en enormt ren og elegant måde. Vinen er balanceret, så de grovkornede træk får lov at stikke snuden frem kortvarigt og sætte deres aftryk, inden de trækker følehornene tilbage og overlader scenen til en smuk og diskret omfavnelse af smagsløgene. Det giver en superlækker helhed, der er ganske unik – og derfor er dette den bedste Viognier jeg har smagt i meget lang tid.