Majestætisk kongevin fra Østrig

Schloss Bockfliess Majestät 2018

Østrig | Niederösterreich
Rødvin | St. Laurent
Normalpris kr. 199,- | Set til kr. 170,-
★★★★★★ | 95 Pts. | Holte Vinlager

Når denne vin hedder Majestät så er det ikke helt galt. For det her er en St. Laurent af de helt store og flotte, som byder på de ret vanvittige og spændstige modsætninger mellem elegance og lethed på den ene side og stor og saftig modenhed på den anden. Det giver en kompleks og modsætningsfuld energi, man ikke oplever i ret mange vine, og her er der tilmed kastet masser af opmærksomhed og ekspertise efter at skabe et stort set optimalt resultat. Det er rigtig lækkert – i spændet mellem det storladne og det mere afmålte og diskrete – som virkelig giver noget at tænke over, og dermed gør vinen til en oplagt kandidat til den stille stund, hvor der kan grubles over de forunderlige mirakler, der kan skabes på en vinmark – og alverdens andre betydelige og ubetydelige kvaler og glæder.