Budget-brag i bag-in-box

Pine Hill Chardonnay

Australien | South Eastern Australia
Hvidvin | Chardonnay
Tilbudspris kr. 99,- for 3 ltr. Bag-in-box (svarende til 24,75 pr. flaske)
★★★★★ | 88 Pts. | Irma (Globus Wine)

En bag-in-box til lige under 100 kroner betyder ikke, at man væbner sig med de allerstørste forventninger, for det er altså begrænset, hvor mange penge, der kan være brugt på vinen, når afgifter, fragt, fortjenester, indpakning og diverse tingeltangel er betalt. Derfor er det også lidt af en overraskelse, at denne australske Chardonnay præsenterer sig så lækkert, som den gør. Det er saftigt, rart og charmerende, og ofte kan vine i denne prisklasse have en snert af noget unaturlig blødhed over sig, men det gælder slet ikke her. I stedet er det en vidunderlig frisk oplevelse, der godt nok har en del saftevandstendenser, men det behøver man ikke se skævt til, for prisen indikerer også, at målgruppen går efter noget nemt forståeligt. Den formår at holde den lækre og charmerende smag selv når den er iskold fra køleskabet, og den har en fornuftig længde på eftersmagen, der gør den behagelig og intens uden at det på nogen måde bliver voldsomt. Omregnet til flaskepris koster denne vin under 25,- – og til den pris burde man ikke kunne få en vin, der rent faktisk smager godt, og som har en vis attitude. Men det kan man her – så afsted til Irma, folkens, hvis I skal have en hvidvin, der kan begejstre bredt uden at hive bunden ud af budgettet.