Interessant italiensk alternativ

La Mostella Vespolina 2017

Italien | Piemonte
Rødvin | Vespolina
Normalpris kr. 89,-
★★★★★ | 91 pts. | Gallovini

Det er altså ikke sådan en vinoplevelse, man støder på hver anden dag. Det her er noget ganske særligt, så hvis du helst vil have en rødvin, der smager nogenlunde, som du er vant til, så behøver du ikke læse så meget længere. Er du til gengæld frisk på noget helt anderledes, så kan denne Vespolina-vin fra Pirmonte-gården La Mostella være lidt af en øjenåbner for dig. Druesorten er ikke ret kendt – men nært beslægtet med Nebbiolo-druen. Smagsmæssigt kommer det til udtryk i den lette, friske og tanninrige stil, men det samlede udtryk peger også i retning af Sangiovese-vine. Og så alligevel ikke. I glasset er vinen relativt lys og den kaster om sig med aromaer, der i første omgang kan have lidt mandel-snert. Smagsmæssigt er vi i den absolut tørre afdeling med en skarp og syrlig friskhed i smagen, der understøttes af en blød og helstøbt bund med masser af friske bær og frugter. Det er næppe en vin, som mange vil være fristede af – men til gengæld er det en vin, der kan være aldeles uimodståelig for dem, der lader sig begejstre af den.