Tempranillo med særlige træk

Sinforiano 2016

Spanien | Cigales
Rødvin | Tempranillo
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 83,-
★★★★★ | 91 Pts. | Import: Smile Marketing Group

Etiketten er sort, og flasken er dunkel. Der ligger måske en smagsbombe af de rigtig kraftfulde og lurer her? Det er i hvert fald det udtryk, Sinforiano giver på ydersiden af flasken, men selve vinen har en anden lys og let stil. Det spiller lidt specielt sammen, men når aroma og smag tages med i det store regnestykke, så ender der faktisk med at være en rigtig lækker balance mellem elementerne. For smagen er lækkert saftig og struktureret og har samme præg som vinens farve i glasset – mens den rige mængde af krydderier og dybe frugter understreger det mørkere udtryk i vinen. Druesorten er Tempranillo, og det er faktisk sjældent, at jeg har smagt en vin på denne druesort, der har samme udtryk som denne, for de kan være meget vilde og temperamentsfulde, eller de kan være flotte og friske på en charmerende vis. Her er det som om, at vi får lidt af begge dele – uden at det skaber ubalance eller forvirring. Det er faktisk en rigtig dejlig og alsidig Tempranillo til prisen.