Georg By Stokkebye
Danmark | Fyn
Dessertvin | Golubok
Normalpris kr. 450,- (50 cl.)
★★★★★★ Stjerner | 96 pts. | By Stokkebye
Hvad gør man, når man som nyslået dansk vinbonde skal finde ud af, hvad dælen man skal stille op med de marker, man skal sætte vinstokke på? Enten kører man den sikre løsning, eller også prøver man nogle af de vanvittige idéer af, der i tilfældet Stokkebye er poppet op henover den seneste årrække undervejs på rejser til nær og fjern – og til mange af de områder, der ikke ligefrem står højest på danskernes charter-ønskelister. Stokkebye har fundet druesorten Golubok i Ukraine. Ikke ligefrem et af de lande, der nyder den højeste status i vinkredse, og det var da heller ikke uden omveje, at Stokkebye nåede frem til denne helt igennem imponerende dessertvin.
Faktisk var de tæt på at hive alle stokkene op af jorden og skrotte dem, for det viste sig ret hurtigt, at det var stort set umuligt at lave en rødvin ud af dem, som levede op til vingårdens ønsker om standard. Som et sidste skud i bøssen forsøgte Stokkebye sig med at lave en dessertvin, og pludselig ramte de en smag, der på samme tid var helt exeptionel og alligevel vækker tilpas meget genklang til, at man kan forholde sig til den.
De har lavet deres Golubok-baserede dessertvin i to varianter – nemlig Victor, der har ligget længe på fad og dermed opnået en smag, der læner sig ret meget op ad storslået portvin og lækker sød sydspansk sherry – og så denne vin, der har fået navnet Georg. Den er også fadlagret, men i knap så lang tid, og det betyder, at den står endnu mere klart og tydeligt frem med sine særegne elementer. Det første indtryk, der virkelig slår mig med en kærligt kærtegnende blød knytnæve, er den imponerende fornemmelse af friske mandler og marcipan. Ikke på den dér klistrede og tunge måde, men derimod på en måde, hvor den er afstemt med og indhyllet i de mørke og modne frugtnoter.
Det er en oplevelse, der er noget ganske særligt, og som er som at blive budt på et stykke af verdens bedste fyldte chokolade. Et lille glas af denne, så behøver du ikke at servere en dessert – her får du alle smagsnuancer på én gang, og med en rolig nydning af dråberne kan de være mindst ligeså vedvarende og mættende, fordi de er så udtryksfulde og fascinerende. Og 450,- for en halv liter – ja, det lyder af meget, men tænk på alle de fine isdesserter, du ikke behøver at købe, mens der stadig er noget i flasken. Så giver det pludselig også mening på den måde.