Østfynske Noir-bobler

By Stokkebye Stella Mary 2018

Danmark | Fyn
Bobler | Pinot Noir
Normalpris kr. 350,-
★★★★★ 5 Stjerner | 93 Pts. | By Stokkebye

Østfynske Stokkebye imponerede mig voldsomt med de vine, jeg smagte tidligere på foråret. Nu er den nye årgange af denne mousserende Stella Mary klar, og det er både en vin, der skiller sig ud på papiret og i glasset. For der findes ikke rasende mange vinmagere på den fynske østkyst. Lige over på den modsatte side af Storebælt blomstrer vinproduktionen imidlertid på Røsnæs, og sætter man kursen et stykke længere mod syd er der spændende vinmagere på det sydlige Fyn. Men ægteparret Stokkebye har fundet det perfekte spot – ikke blot at leve og dyrke vin, men sandelig også til at dyrke Pinot Noir, der ellers ikke er en drue, vi ret ofte støder på herhjemme i Danmark. De har brugt den til denne knastørre Brut Nature, der virkelig er noget særligt.

Jeg indrømmer blankt, at jeg husker 2017-årgangen som lidt bedre, men der er flere forhold, der spiller ind i den betragtning. Dels var det den første danske Pinot Noir, jeg smagte – og den første flaske fra Stokkebye, så det tæller altid gevaldigt opad, når forventninger bliver overgået og fornemmelsen af ydmyg imponering sniger sig ind. Desuden havde vinen hvilet lidt længere i flasken, og det har også en betragtelig indvirkning. For potentialet i denne 18’er er ikke til at tage fejl af. Der er en solid bund og en meget nuanceret og kompleks smag, der til fulde lever op til prisen. For hvis du vender dig mod Champagne, hvor der også laves bobler på Pinot Noir, så får du kun sjældent en rigtig kvalitetsoplevelse til 350 kroner. Her er vi helt deroppe, hvor jeg absolut ville synes, at det var pengene værd, selv hvis der stod Champagne på flasken.

Dette er imidlertid dansk, det er fynsk – det er enormt spændende og super lækkert. Jeg er lidt ærgerlig over at sammenligne en dansk vin med en Champagne, og derfor skal sammenligningen kun ses som en dyb anerkendelse af, at 350,- ikke er dyrt for denne flaske bobler, for den lever til fulde op til prisen – og havde gjort det, selvom den var fra et af de etablerede områder i udlandet.