Overraskende dybde i østrigsk Noir

Schloss Bockfliess Pinot Noir Reserve Bastion 2017

Østrig | Wien
Rødvin | Pinot Noir
Normalpris kr. 199,- | Set til kr. 170,-
★★★★★ | 91 pts. | Holte Vinlager

De fleste tænker på lette og lyse rødvine, når de tænker på Pinot Noir. Denne østrigske fortolkning af druen er en anderledes fyldig oplevelse, og det bliver understreget i forventningerne, allerede når vinen hældes ud af flasken. For det er usædvanligt at se en så mørk og farverig Pinot Noir, der fremstår decideret mørk i glasset. Aromaen er dyb, men i begyndelsen af smagen fornemmer man alligevel den gode syre og friskhed. Senere træder der tørre og ret krydrede elementer ind i smagsbilledet, men det er stadig frugtstilen, der vejer tungest. Det er relativt usædvanligt at opleve Pinot Noir-druen på denne måde, men når først overraskelsen har lagt sig, er der mange lag at nyde og gå på opdagelse i.