Klassisk toscansk med bløde Merlot-træk

Cantina Canaio Chiorre 2016

Italien | Toscana, Cortona
Rødvin | Merlot
Normalpris kr. 225,-
★★★★★ | 93 pts. | Estate Wines

I det lille prægtige toscanske smørhul Cortona bliver der skabt imponerende vine, og Cantina Canaio er absolut blandt dem, man skal holde et vågent øje med. Alene baseret på kvaliteten af denne Merlot-baserede rødvin er det høj klasse, der kommer derfra, og her finder vi en lethed og et bid, der sjældent hører til denne druesort. Der er mere klassisk Toscana over vinen, end der er klassiske Merlot-træk, men de to sider falder ikke desto mindre imponerende flot sammen og giver hver deres bidrag til den flotte samlede smagsoplevelse. Det er ikke stor Merlot-flødefedme, men det er heller ikke skarp og rustik toscaner-stil. Det er mest det sidste – men med en charmerende opblødning fra Merloten, der giver en let og sprød vinoplevelse med en flot underliggende frugt, der fungerer som et roligt afsæt for den tørre drivkraft, der ligger i smagens krop. Rigtig lækker oplevelse.