Det sker ofte, når turen går mod en vingård, at man sidder og holder øje med, hvornår druerne dukker op på markerne. Andersen Winery giver dog ikke anledning til at spejde efter druer. For her skabes der vine på frugt – og på den traditionelle metode, man også anvender i Champagne.
Vineriet ligger i den lille by Knebel på Djursland. Køreturen langt vandet er både smuk og betagende, og på den måde er der masser af Djurs-stemning over vinene, der kan prale af at være på samme måde. Frugterne er dog ikke herfra, og det har en både logisk og meget fornuftig forklaring.
– Hvis jeg kun lavede Pinot Noir kunne jeg ligesågodt selv dyrke dem. Men vi bruger både solbær, rabarber, hindbær, æbler, stikkelsbær o.s.v., så kan vi ligeså godt lade dem dyrke frugterne, som er bedst til det. Vi bliver også mindre sårbare overfor, hvis der pludselig kommer frost for eksempel, for hvis det rammer i Jylland, så kan vi nok finde frugterne på Sjælland. Man kan sige, at vi spiller på flere heste, og hvis der er én af vores vine, der ikke lykkes det ene år, så har vi en række andre, vi kan køre videre på, fortæller Mads Andersen.
Det er dog langt fra en hemmelighed, hvor frugterne kommer fra. For Andersen Winery gør meget ud af, at der er ærlighed og gennemskuelighed i deres projekter.
– Vi skriver altid koordinater bagpå flaskerne, så man kan se, hvor frugtmarkerne ligger. Der er ingen marker her hos os, og generelt er der ingen æbler og bær på Djursland. Der er nogle, der gerne vil plante til os, men en af ideerne er helt grundlæggende. Filosofien er, at vi skal lave et koncept, hvor vi løfter hele kæden. Hvorfor skal jeg selv dyrke solbær, hvis der findes en mand i Ans, der har udstyret og planterne, og som er vildt dygtig til det men som ikke kan få ret meget for sine bær? Vi kan lave en kvalitet, der gør, at frugterne er mere værd, og den slags aftaler har vi lavet med flere.
Selvom der hverken er druestokke eller frugttræer rundt omkring vineriet, så går der ikke lang tid, før man for alvor føler, at man er trådt ind i vinens verden. I vineriet er der fade i masser af varianter, ståltanke og masser af flasker, der står halvvejs med bunden i vejret. Helt efter de foreskrifter, der også bruges i Champagne-området.
Først lagrer vinen på ståltanke eller fade, og derefter er den igennem andengæring i flasken, hvor det endelige boblende udtryk bliver skabt. Men selvom det er hovedmissionen i Andersen Winery at skabe danske frugtbobler på den traditionelle Champagne-metode, så trækker det af og til lidt i Mads Andersen, når han smager vinen direkte fra fad.
– Forestil dig denne her i en blindsmagning. Jeg har tit haft lyst til at flaske dem som stillevin. Ingen ville have en chance for at gætte, hvad det var, men man kunne næsten tro, at det var hvid Bourgogne, siger han, og måske ender det også med, at et sådan projekt pludselig bliver til virkelighed.
– Vi ved jo ikke, hvad tingene kunne, hvis de fik lov at blive stående. Men vi er selvfølgelig nødt til at sende noget vin ud af vineriet, for vi skal også have solgt noget.
Første årgang fra Andersen Winery var 2015. Dengang var produktionen ganske lille, og siden er der gjort erfaring hvert eneste år.
– Vi producerede 3000 flasker i 2015, men i 2019 lander vi et sted mellem 45000 og 50000. Vi har lært, at vi hele tiden skal tilpasse os vores forventninger et par år fremad, hvis vi vil have alder på vores flasker. Første årgang blev udsolgt på et par måneder, og da havde vi allerede produceret næste årgang. Så vi kom til at hænge i bremsen, indtil vi lærte, at vi må give den et ordentligt los bagi. Hver gang vi forsøger noget nyt, går der 3-4 år, inden vi kan se, om idéen holder, så vi må stole på vores fornemmelse og gå endnu stærkere ind i de forsøg, vi tror mest på, siger Mads Andersen.
Lige nu spænder Andersen Winery’s produkter over syv forskellige vine. Fra let drikkelig æblevin med lav alkoholprocent over komplekse vine med markant syre og højt indhold af restsukker og til de store fadprægede vine med alder. Både æbler, solbær, hindbær, rabarber, stikkelsbær m.v. ligger til grund for vinene, og Mads Andersen er stadig benovet over, hvor stor forskel, der kan opstå i de forskellige vine.
. Det er vildt, de modsætninger man kan vise på samme æble og samme æblesort. Fra den fadlagrede Bersærk til den mere ukomplicerede Marie går vi fra de kraftfulde til de sødere og alkohol-lette vine, selvom æblerne kommer fra samme mark, fortæller han og fortsætter:
– For at ramme den rigtige afstemning mellem sukker og syre, så har man meget kort tid til at høste æblerne. Vi har lavet hundredevis af forsøg med det, og de fleste mislykkes. Men nogle gange rammer vi det, og så kan vi skabe de oplevelser, vi stræber efter. Vi bliver ved at samle erfaringer, og det bliver vi nok aldrig færdige med. Vi kan ikke engang ringe efter en konsulent og spørge hvad vi skal gøre, for vi har selv fundet på det. Vi må prøve os frem og tage nogle chancer.
Når man smager sig igennem striben af vine fra Andersen Winery, fornemmer man ikke, at der er taget chancer. Hver vin har sit helt eget udtryk, og de er ligeså stringente som hvis de var klassiske druevine fra en af de gamle franske vingårde. Det har også gjort Andersen Winery til en yndling på de fineste danske restauranter.
– Jeg vil gerne lave det så vinøst som muligt, og det kan vi se, at restauranterne synes er sjovt, fordi vores vine kan det samme som traditionel vin. De bliver oftest sat ind i restauranternes vinmenuer, og det er det perfekte udstillingsvindue for os, når de gode restauranter sætter vores vine sammen med lækker mad, lyder det fra Mads Andersen.
På en håndfuld år har Andersen Winery skabt et enormt solidt grundlag at bygge videre på. Deres produkter har en genkendelighed, en stolthed og en kvalitet, som giver plads til, at der kan leges videre med nye projekter.