Blød og storladen østriger

Pfaffl Rosé La Grande 2018

Østrig | Niederösterreich
Rosé | St. Laurent, Zweigelt
Normalpris kr. 200,- | Set til kr. 160,-
★★★★★★ | 95p | Skjold Burne

Første gang, jeg smagte denne fabelagtige rosé, var under et besøg på vingården i Niederösterreich. Siden har jeg nydt den flere gange på hjemmebane i Danmark, og nu er det blevet tid til en gensmagning af den, efter at den har fået et års tid mere på flaske. Og min begejstring er ikke blevet mindre. Friskheden og frækheden er intakt, samtidig med at vinhusets brug af acacie-fade stadig gør sine underværker på den bløde og runde bund i vinen. Det er nuanceret, elegant og smagfuldt – med en god portion sødme, der stadig levner plads til friskheden. Den hører stadig til blandt mine absolutte rosé-favoritter, selvom nogle måske vil synes, at den er lidt til den søde side.