Billig vodka med overraskende charme

Tovaritch

Danmark | København
Spiritus | Vodka
Normalpris kr. 79,75 | Set til kr. 69,75
★★★★★★ | Skjold Burne

 

Indrømmet – jeg er ikke den store haj udi vodka. Jeg har egentlig altid haft opfattelsen af, at jo mindre en vodka smagte af, jo bedre var den. Det er vel også en slags sandhed – men med modifikationer. Tovaritsch lyder ikke voldsomt dansk, men det er det såmænd – og her er tale om en vodka i den prisklasse, hvor alle kan være med, og hvor man ikke behøver tøve med at blande herlighederne op, så det bliver til en dejlig drink eller cocktail. Til denne pris forventer jeg ærligt talt ikke rigtig noget, for når først afgifter, indpakning m.m. er betalt, så kan selve indholdet ikke have kostet noget særligt at producere. Derfor er overraskelsen stor, da min udtalte skepsis skal udfordres med en mundfuld ren Tovaritch. For det smager faktisk ganske fint. En rar, blød og let sødmefuld vodkastil, der imponerer til prisen. Jeg vil bestemt anbefale at bruge den i en drink, men i sig selv viser den faktisk, at den har en fornuftig og charmerende attitude.