Befriende usnobbet verdensklasse

Charles Mignon Champagne Leon Leunois Grand Cru Millesime 2006

Frankrig | Champagne
Bobler | Chardonnay
Normalpris kr. 499,75 | Set til kr. 429,75
★★★★★★ | Skjold Burne

 

Joda, du kan sagtens finde Champagne, der koster langt mere. Du kan finde Champagne, der er mere prominent, mere hæderkronet, mere eksklusiv i sit omdømme og har en højere karakter på snob-op-skalaen. Det store spørgsmål er så: Kan du også finde Champagne, der smager bedre end denne? Det er jeg til gengæld knap så sikker på.

 

Det vil altid afhænge af så mange forskellige parametre. Ikke mindst din egen smag. Men også af sammenhængen, stemningen, anledningen – og af din hang til at få Champagne, der er specielt på den specielle måde – eller din trang til at få Champagne, der bare smager så meget af god Champagne, at du slet ikke kan rumme den fornemmelse du får, når du nyder den.

 

At denne Champagne koster under 500 kroner er mig en gåde. For det er et sandt mesterværk fra det eftertragtede Le Mesnil-sur-Oger-område, hvor Grand Cru-markerne strutter af Chardonnay, der er dyrket i perfekte omgivelser og efter alle kunstens regler. Det giver en vin, der er meget stringent, og som har en imponerende elegant karakter med sit nøddeagtige præg og sin helt perfekte syre, der er så knaldhamrende præcist og nøjagtigt balanceret.

 

Her er vi ude i en vin i den kaliber, der absolut tåler prædikatet kunst. Men det er kunst på den måde, jeg bedst kan lide. For nogle gange bliver kunst frembragt af de materialer, man kan finde til at udtrykke det, man gerne vil. Andre gange er kunsten indkapslet i materialerne og råvarerne – og så er det kunstnerens store opgave at formidle det på mest ægte og naturlig vis. Det er dét, der gør denne årgangs-Champ fra Charles Mignon til en intens, intimiderende, interessant og insisterende oplevelse af absolut højeste karat.