Ô d’Yeuses 2019
Frankrig | Pays d’Oc
Rosé | Syrah, Grenache, Cinsault
Normalpris kr. 129,- | Set til kr. 110,-
★★★★★★ | Holte Vinlager
Man fristes til at sige ‘Jøsses’, når man skal udtrykke sin umiddelbare holdning til denne franskenrosé. For jeg formoder, at navnet på den skal udtales omtrent sådan. For her er der altså rosé-vin på et rigtig højt niveau. Kuløren er sart og fin, og smagen er rigtig fint afstemt. Den har en solid bund, der giver afsæt for de mange nuancer, der fylder glasset med frugter, bær, syre, bitterhed og en nedtonet men alligevel mærkbar sødme. Muligvis vil den nok være en smule for nuanceret til, at flertallet vil kunne nyde den som eftermiddags-bælle-vin på terrassen på en varm sommerdag, og det ville da også være synd. For den lægger op til en mere salig stund, hvor der er tid til fordybelse – og også gerne til en stund, hvor bordet er dækket med lyse himmerigs-mundfulde, som O d’Yeuses kan læne sig op ad. En rigtig flot rosévin med kompleksitet, fylde, elegance, et fint svirp med halen og et charmerende bid i enden.