Argentinsk topklasse på sjældent niveau

Rutini Apartado Gran Malbec 2016

Argentina | Mendoza
Rødvin | Malbec
Normalpris kr. 619,75 | Set til kr. 499,-
★★★★★★ | Skjold Burne

 

Dyre vine kan være svære at have med at gøre. Nogle gange koster de mange penge, fordi der er lavet rigtig få af dem, i bestræbelserne på at præsentere et unikt og ganske specielt udtryk. Den slags udtryk kan være enormt interessante at undersøge i dybden, hvis man virkelig bryder sig om at nørde igennem med sin vin. Men de kan også blive lidt for anderledes til, at ‘almindelige’ vinnydere rigtig sætter pris på dem.

 

Og så findes der de dyre vine, der både kan tilgodese den ‘almindelige’ vindrikker med en ekstraordinært kompleks, overbevisende og stadig tilgængelig oplevelse, men nørderne stadig kan finde nye nuancer, efter at vinen er slynget for 937. gang. Sådan én er denne – en helt igennem imponerende vinoplevelse, hvor der er så meget imødekommende og omfavnende smag, at alle vinelskere kan hoppe med på vognen, men hvor der også er kælet så meget for detaljen, at den trænede og kræsne vinsmager får fuld valuta for pengene.

 

I første indtryk er Apartado en superlækker og blød vin, der nærmest smelter på tungen med sine vilde krydderier og frugtmodne sødme. Under overfladen ligger et væld af krydderier, der for manges vedkommende kan minde om alle de dufte og smagsnuancer, der finder vej til julens mad og bagværk. Det er en vin, der har brug for rigtig god tid til at åbne sig, men når den får lov til det, så er det i sandhed en oplevelse af de allerstørste.