Forbandet godt håndværk

Handwerk Riesling Trocken 2018

Tyskland | Mosel
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 159,- | Set til kr. 140,-
★★★★★★ | Holte Vinlager

 

Riesling har sin karakteristiske stil, hvor der i både smag og aroma findes nogle noter, som mange vinkendere sammenligner med petroleum. Det lyder egentlig ikke rart, at man skal rode sig ud i at drikke den slags, men hvis du vil opdage det magiske øjeblik, som disse petroleums-lignende noter kan frembringe, så finder du dem i fuldt flor i Handwerks tørre Riesling. Det er lidt svært at beskrive disse helt særlige smagsnuancer, men de er først og fremmest meget kraftfulde, har en betydelig del af friskhed, dyb og koncentreret frugt, en power, der går direkte gennem næseborene og op i hjernens lykke-center, og endelig har de en kompleksitet og fedme, der betyder at de breder sig ud over alle smags- og lugtesanser på samme tider. Hvis der er små sløserier i produktionen bliver slet ikke til at holde ud, fordi man fornemmer, at alle små nuancer er forstærket – men hvis producenten har styr på sine processer, så bliver det himmelsk. Her er vi i den sidstnævnte kategori, og hvis Handwerk vejer en smule tungere i den ene side fremfor den anden, så er det den tørre kategori, den læner sig mest ind under. En superdejlig hvidvin fra Handwerk – og fristelsen er for stor til at gøre andet end at kalde det forbandet godt håndværk.