Mageløs og komplet Riesling-klasse

Georg Mosbacher Riesling Kalkstein 2017

Tyskland | Pfalz
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 239,-
★★★★★★ | Laudrup Vin

 

Når Georg Mosbacher laver klasse-vin, så bliver der rigtig lavet klasse-vin. For mens Pfalz-huset ikke er så heldige med deres lettere og kompromis-søgende vine i lavere prisklasser, så sker der altså magiske ting og sager, når de får lov at skrue op for både pris og charme. Denne Kalkstein Riesling har en mageløs og helt klassisk Riesling-næse, der både er storartet, storladen, kraftfuld og top-balanceret. Det ene lag efter det andet lægger sig velkomponeret og perfekt afstemt over smagsløgene, hvor både den gennemtrængende syre og den imponerende fedmefulde frugt gør sig til for at komplimentere hinanden. Alkoholprocenten er på betragtelige 13, men det koster på ingen måde på balancen, der sidder lige i skabet. Masser af smag og bund – aromatisk og spændende at gå på opdagelse i. Prisen er over de fleste danskeres gennemsnit, men kvaliteten er endnu mere himmelstræbende. Fremragende.