Risveglio Susu Susumaniello 2017
Italien | Puglia
Rødvin | Susumaniello
Normalpris kr. 99,95 | Set til kr. 79,95
★★★★★★ | Andrup Vin
Nu skal man altid huske, at en anmeldelse er en subjektiv sag. Og selvom jeg elsker den romantiske forestilling om, at historiske druesorter skal bevares og dyrkes i de områder, de kommer fra, så har jeg svært ved at finde den store fornøjelse ved Puglia-druen Susumaniello. Det betyder ikke, at denne vin ikke smager godt, for det svarer lidt til at sige, at man generelt ikke kan lide sager, der har den mindste sødme. Mon ikke de fleste vil kunne drikke et glas af Risveglios Susu, men jeg oplever bare ikke det store sus ved den.
Den hører hjemme i det solrige og meget varme klima i det sydligste Italien, og det kan man smage, for vinen er meget sødmefuld og nærmest tyk i sin konsistens. Farven er enormt mørk, og smagen er bombastisk på en nærmest klæbrig måde. Jeg har svært ved at komme med gode bud på, hvad man kan servere den sammen med – og jeg har svært ved reelt at finde de store interessante sider af vinen.
Men hey, det er min smag. Måske er du til den slags, og kan du allerbedst lide de mest sødmefulde Primitivo-vine, så kunne denne sagtens være noget for dig.