Gabriel Meffre La Chasse Plan de Dieu Grande Reserve 2017
Frankrig | Rhone
Rødvin | Grenache, Syrah
Normalpris kr. 89,95 | Set til kr. 54,50
★★★★★★ | SuperBrugsen, Kvickly
Hvis du vil på opdagelse i Rhone-vinenes brogede verden, så er der mange små områder og betegnelser at holde øje med. Herfra skal gå en opfordring til, at hvis du ikke kan overskue dem alle, så bemærk de Rhone-vine, der også hedder Plan de Dieu. Det er nemlig et særligt plateau i området, hvor der skabes en lang række fortryllende vine.
Selvfølgelig er det ikke dem alle, der er mesterværker, og en del af dem kan også blive en smule mere bekostelige, end gennemsnittet af danskere synes er fornuftigt. Faktisk er det sjældent at finde en Plan de Dieu til denne pris, når kvaliteten samtidig skal være i orden.
Jeg står gerne inde for, at dette er et rent scoop til prisen, når Gabriel Meffre præsterer en vin, der er krydret og spændende på overfladen, vidunderligt saftig i kroppen og igen med en krydret og omskiftelig afrunding.
Der er saft fra Grenache-druerne, krydderi fra Syrah-druerne og en lang række fremragende nuancer, hvor de to druer løfter hinanden til et højt niveau. En vin, der fungerer rigtig godt, er dejligt balanceret, og som er et fund til prisen.