Cider med stolthed og passion

Fejø Æble Cider ‘The Passion’

Danmark | Lolland-Falster
Alk. 4,5%
★★★★★★ | Kernegaarden

 

På Fejø valgte man får en årrække siden at fjerne alle de gamle æbletræer på den store æbleplantage. I stedet blev der sat nye – importeret fra Frankrig og med status af ‘rigtige’ cider-æbletræer. Så inspirationen er klar – og det kan man smage i denne The Passion.

 

For det er en Cider, der rammer en mere klassisk stil, og som har et mere gastro-agtigt præg end de mere sødmefulde Cider-varianter, de fleste nok kender herhjemmefra. Her har vi en halvtør oplevelse, der for mange nok vil opfattes mere tør end bare halvt – fordi vi er vant til den sødere stil.

 

Udtrykket er friskt og syrligt – uden at blive surt – i denne spontangærede Cider. Den er økologisk, og de uspiselige franske cideræbler dyrkes CO2-neutralt. Når æblerne er uspiselig, er det fordi de har en så høj grad af bitterhed, at der skal mere til, før de viser deres umiddelbare charme. Den fremelsker Kernegaarden ved at modne æblerne, inden de spontangærer og efterfølgende gærer videre på ståltanke. Hele herligheden færdiggøres med tre måneders flaskegæring, inden denne Cider har fået al den ‘passion’, den behøver for at leve op til sit navn.

 

Det er en Cider for den nysgerrige og opdagelseslystne, der gerne vil opleve lidt mere end charmerende æblejuice, når der skal Cider i glasset.