Autentisk, ærlig og ren kirsebær-nydelse

Frederiksdal Vin af Kirsebær 2018

Danmark | Lolland-Falster
Dessertvin | Kirsebær
Normalpris kr. 140,- (50 cl.)
★★★★★ | Frederiksdal Vin

 

Der var engang i gamle dage, hvor kirsebærvin havde sin egen lidt lurvede stil på det danske vinkort. Det kunne virke lidt skramlet i munden, men blev alligevel gerne fulgt op af et ‘ahh, det gør godt’ blandt fruerne i de fine stuer.

 

I dag er der kommet nye og helt anderledes elegante varianter af den klassiske vin, og Frederiksdal er blandt de absolut mest spændende producenter af dansk kirsebærvin. Denne flaske er af den klassiske og rene stil, hvor der i sagens natur er masser af kirsebær i smagen. Med de lune – for ikke at sige hede – somre, vi har været igennem på det seneste, har der været en stor modenhed i de danske kirsebær, og det medfører en god smags- og sødmemæssig volumen.

 

Derved er vinene blevet mindre rustikke i deres udtryk, og det klæder dem. Her kommer det til udtryk i en mørk kirsebærvin med masser af farve, masser af smag – og stadig en fin sommerlig friskhed.