Mont Marcal Brut Reserva 2017
Spanien | Cava
Bobler | Macabeo, Parellada, Xarel-lo
Normalpris kr. 99,75 | Set til kr. 79,75
★★★★★★ | Skjold Burne
De spanske boblerier, der går under betegnelsen Cava, kan både være storartede, komplekse oplevelser, der imponerer selv den mest kræsne vinekspert, men det kan også være ukomplicerede skønheder, der charmerer sig ind med en kombination af tilgængelighed og elegance. Mont Marcal har med denne tørre Reserva skabt et eksemplar af sidstnævnte Cava-type, der ikke bør skræmme nogen væk med sit prisskilt, men som tilgengæld godt kunne få overbevist andre om, at bobler ikke behøver koste et tre-cifret beløb.
For det er bestemt nemt at gå til. Trods den tørre stil, så er der en god portion frugtfornemmelse af den slags, der både har en smule smagsmæssig fedme og sødme, men uden at det bliver på sukker-kontoen, at sødmen træder i karakter. Her er sødmen at finde i grundsmagen, og det er et af de klassiske karaktertræk ved Cava, når vi holder dem op imod deres franske pendanter – at det højere antal solskinstimer og højere varme, druerne udvikler sig under, er med til at skabe en større naturlig blødhed i smagen.
Er du på jagt efter bobler, hvor du kan sidde i timevis og krølle små spirevipper i hovedbunden mens du funderer over detaljerne i din vin, så skal du måske skrue lidt på prisskilt og kompas – men skal det være betaleligt, ukompliceret – og stadig charmerende og elegant, så har du et flot bud her.