Rosés Porto Vintage Selection 2015+2016+2017
Portugal | Douro
Dessertvin | Portvin
Normalpris kr. 439,-
★★★★★★ | Kvickly, SuperBrugsen, DagliBrugsen
Denne samleæske med tre forskellige årgange af Rosé’s vintage-portvin er en rigtig spændende størrelse. Men det er også en størrelse, der har sine udfordringer. Men lad os nu bare begynde med det positive – og det, som er mest afgørende – nemlig smagen.
Her er tale om dyb rød portvin i alle tre årgange. Portvin med masser af frugt og karakter, men – som årgangene vidner om – ikke den store fadlagring og de helt store nuancer. Det er nemt at drikke og passer flot til de traditionelle danske desserter.
Forskellen på de tre årgange er ikke voldsom, men der er mere krydderi og power, jo ældre vinen er. Den yngste har mest frugt og spændstighed – og så er det jo et spørgsmål om smag, om man er mest til det ene eller det andet.
Idéen med at samle de tre årgange giver selvfølgelig anledning til flere forskellige hyggelige timer. Enten kan man drikke dem hver for sig og nyde den helt fine og fornuftige smag, der findes i dem, når prisen tages i betragtning. Eller man kan åbne alle tre på samme tid og give sig i kast med en såkaldt vertikalsmagning – altså hvor man smager de tre årgange og vurderer dem i forhold til hinanden.
Den slags er ofte sjovt, spændende og underholdende, men de tre portvine er alligevel en smule for ensartede til, at de skiller sig ud fra hinanden. De fleste vil kunne smage forskel, men dér hvor der for alvor er nuancerede variationer, skal der trænede smagsløg til. Og trænede smagsløg vil nok prioritere portvine af en anden kaliber, hvis de virkelig skal hygge sig med eksperimentet.
Det er et supersjovt eksperiment, men hvis du er ude efter at handle god portvin til op til 500,- vil jeg anbefale dig at købe en enkelt dyr – eller to i mellemklasseprisen. Denne smagekasse er en flot gaveidé til den portvinsglade modtager, der ikke er ekspert på området. Og den kan være et sjovt omdrejningspunkt til en festlig aften. Det smager generelt fint, men en decideret storslået portvinsnydelse er det ikke.