Merlot-druen er en af de allerstørste på verdensplan. Både når man tæller antallet af vinstokke, udebredelsen i forskellige lande og antallet af populære vine, den er en del af. Særligt i Bordeaux er Merlot-druen usædvanligt betydningsfuld, for selvom mange af disse vine er skabt i blends af forskellige druesorter, så er Merlot’ens karakteristiske evne til at skabe blødhed i smagen, afgørende i mange af disse blends.
Mange af verdens største vinområder er stærkt inspireret af Bordeaux, og det er formentlig en af årsagerne til, at Merlot-druen også er blevet en vigtig sort i Chile og USA, og her bliver den endda endnu oftere brugt som enkeltdrue-vin, end den gør i Merlot. Også i de populære Super-toscanere fra Italien er Merlot ofte en vigtig ingrediens.
Selvom det ville være rart at kunne holde fast i den romantiske forestilling om, at det kun er Merlot-druens smag, der har gjort den populær, så er sandheden også en anden. For selvom smagen har sin betydning, så er druens evne til at give en relativt sikker og ofte god høst, også medvirkende til at mange vinbønder har set til Merlot-druens side. Det betyder dog også, at der skabes kvalitetsmæssigt mindre spændende vine på denne drue, men når den er i hænderne på rigtige eksperter, så kan den give fremragende vine.
Selve druen er nærmest sort, og druens navn betyder da også ‘den lille solsort’. Ofte er vinene, der produceres på druen, ligeledes meget mørke i glasset, og de giver ofte de bedste resultater, hvis de får lov at vokse varmt og solrigt. Her opnår druen den karakter, der både gør den lækker som enkeltdruevin, men som også giver den robustheden til at kunne præge blends med mange forskellige andre druesorter.