Der er stadig noget ukendt og eksotisk, der gør vin fra Balkan og Østeuropa til noget, mange af vi danskere har lidt forbehold overfor. Men det er synd, hvis vi ikke giver os selv mulighederne for både at opleve de spændende og anderledes vine, der findes i disse lande – og også de store vine, der har langt flere referencer til de smagnuancer, vi er mere vant til.
I hele Flaskehalsens levetid har vi gerne søgt nye lande og grænser, når vores smagsløg skulle udfordres, og selvom det af og til kan være en barsk fornøjelse, så er glæden så meget desto større, når man ‘opdager’ en fremragende Pinot Noir fra Tjekkiet eller en overbevisende Merlot fra Nordmakedonien. Og endnu mere fantastisk er det, når Albanien byder ind med en forbløffende vin på den lokale Mavrud-drue, når Rumænien fejer benene væk under os med en vin på Feteasca Neagra-druen, når Tyrkiet byder på en helt fornuftig rosé eller når Bulgarien tilsætter lidt lokal Ruen til en Cabernet Sauvignon-vin og dermed skaber et lille mesterværk.
Når man smager sig frem i de østeuropæiske vine, så skal man huske at skille tingene ad. Der findes – særligt i Rumænien og Moldova – en traditionelt meget sødmefuld stil i vinene. Derfor skal du vælge de tørreste af vinene, hvis du vil have noget, der minder lidt om det, vi er vant til. En del af den opgave klarer importører og vinhandlere for dig, for langt de fleste vine, der slipper igennem nåleøjet til deres hylder, er netop udvalgt efter dette parameter.
Herefter er det vigtigt at gøre sig klart, om man vil begynde sin rundtur i de velkendte druesorter og dermed også velkendte stilarter, eller om man føler sig klar til at kaste sig ud i noget rigtig fremmedartet. Blandt de mest fremmedartede druesorter er der nogle voldsomt eksotiske oplevelser, men der findes også ‘ukendte’ druesorter, der faktisk har mange af de samme træk, som vi kender fra eksempelvis italiensk og fransk vin. Så opfordringen herfra er, at du prøver lidt af begge genrer – og har paraderne nede, så du er klar til at blive overrasket.
Min første helt store vinoplevelse fra Østeuropa var en Pinot Noir-vin fra Moldova. Den kom fra vinhuset Purcari, og desværre er den stort set umulig at opdrive i Danmark i dag. Om den stadig smager ligeså godt skal jeg lade være usagt, men jeg får af og til lyst til at tage et par pigsko på, så jeg kan give mig en ordentlig knallert over skinnebenet i bare irritation over, at jeg ikke købte en flok af dem, så jeg kunne følge deres udvikling.
Min næste store overraskelse fra Østeuropa var fra Tjekkiet. Vinarstvi Krasna Hora fra Moravien viste sig frem med eminente koldklimavine på både Pinot Noir og Riesling-druer. Vine, der virkelig havde en sprødhed og elegance, som man ikke skulle tro mulig i et land med så begrænset vin-omdømme som Tjekkiet. I smagningen denne gang har jeg haft fornøjelsen af at smage en ny årgang af husets Pinot Noir, der stadig er enormt spændende – samt husets orangevin La Blanca, der er en spændende oplevelse – men også med sine særpræg, som det nu engang er med orangevin.
Det tredje helt store højdepunkt, jeg har oplevet i østeuropæisk vin er fra Albanien. Landet, som de færreste danskere ved har en lang og rig vinkultur, har vist sig at være et enormt spændende bekendtskab, og min absolutte favorit er vinen, der hedder Max Mavrud, som jeg har gensmagt flere gange siden, fordi jeg simpelthen har været nødt til at bekræfte mig selv i, at den var så god, som jeg huskede den. Og det har den været. Hver gang.
I denne vinters smagning af østeuropæisk vin er det både blevet til interessante og prisvenlige tjekkiske bobler, bulgarske vine med et skyhøjt topniveau og en serie af vine fra den rumænske producent Aurelia Visinescu, der både er visionær og superdygtig.
Østeuropæisk vin er langt mere nuanceret og spændende, end de fleste tror. Prøv selv – du vil blive forbavset over det.