Eksotisk bulgarsk vin med perspektiv

Abdyika Melnik Tradition Reserve 2015

Bulgarien | Strimona
Rødvin | Melnik, Ruen, Cabernet Sauvignon
Normalpris kr. 124,-
★★★★★★ | Jakobi Vin

Selvom man holder tungen lige i munden og sin drue-viden finpudset til yderste detalje, så er det ikke altid nok. For her er vi slået et smut til Strimona-området i Bulgarien, hvor denne vin er skabt på druesorterne Melnik, Ruen og Cabernet Sauvignon. Melnik er en klassisk bulgarsk drue, og Cabernet Sauvignon kender vi udmærket fra det meste af verden. Ruen viser sig tilsyneladende at være en klon af Melnik og Cabernet Sauvignon, og den udgør omtrent en fjerdedel af druerne i denne vin.

 

Men vi kan jo kalde det hele hvad vi vil – det vigtigste er, hvordan det smager. Og der har vi her en rigtig flot afstemt rødvin, der godt kan tåle at ligge noget tid i kælderen, så den falder helt til ro. For mens smagen til at begynde med er relativt diskret og tilbageholdende, så folder den sig for alvor ud med en lang og vedvarende eftersmag, der er en smule uregerlig i sin stil. Det er spændende og det kalder på krydret mad, der meget passende kan være i den kulørte Balkan-style. Men personligt ville jeg foretrække at lade den ligge nogle år, for jeg tror på, at det vil give den de sidste skud til en endnu mere optimal balance.