Vinarstvi Krasna Hora La Blanca 2018
Tjekkiet | Moravien
Orangevin | Pinot Grigio, Pinot Gris, Grauburgunder, Riesling
Normalpris kr. 125,-
★★★★★★ | Husted Vin
Nå, vi må lige omkring det der med orangevin. For måske har du sat dig ind i det – måske mangler du stadig helt at forstå, hvad det er for noget. Rødvin er lavet på blå druer, og her får drueskindet lov at være i kontakt med mosten, når vinen gærer. Det har både betydning for smagen men især også for farven. Rosévin laves normalt af blå druer, hvor mosten kun har meget begrænset skindkontakt, og derfor tager vinen ikke ret meget farve. Hvidvin laves almindeligvis af grønne druer, og her er der heller ikke nogen skindkontakt, når vinen gærer – dog kan hvidvin også laves af blå druer, da stort set alle druetyper kun har farve i skindet og ikke i frugtkødet.
Og så kommer vi til orangevinen. Her er der tale om vin på grønne druer, hvor mosten har gæret sammen med skindet. Det betyder at farven er dybere – men stadig lys – og smagsmæssigt kommer der en helt anden karakter i vinen med tanninerne fra skindet. Det mærker man bestemt også i denne tjekkiske vin, der er sat sammen af Pinot Grigio, Pinot Gris, Grauburgunder og Riesling-druer. For det er en kraftfuld oplevelse med tørre og syrlige noter bag den dybe gule kulør.
Sammenlignet med ‘almindelig’ hvidvin er der en betragtelig forskel i smag og udtryk, og jeg må indrømme, at jeg i første omgang ikke var ret fjollet med denne La Blanca. Men efterhånden som den får lidt luft og løfter sig temperaturmæssigt afslører den faktisk ret mange spændende sider af sig selv. Her bliver de karakterfulde nuancer endnu mere vægtige, men samtidig er det som om, at det giver plads til at de mere friske og saftige noter også får plads i smagsbilledet.
Det er spændende og interessant – personligt vil jeg hellere gå efter en af Krasna Hora’s hvidvine, men hver ting til sin tid. Her er vi i en kategori, hvor ost og fisk vil være perfekte ledsagere – og hvis du har svært ved at finde den helt rigtige vin til sushi, så kan denne orangevin sagtens være svaret.