Herslev Mark Fadlagret
Danmark | Sjælland
Alk. 11%
Øl | Spontangæret
★★★★★★ | Herslev Bryghus
Lad det være sagt med det samme; når denne øl ‘kun’ får fire stjerner, så er det ikke fordi, det er et dårligt produkt. Det er blot så specielt, at det er svært at give det stjerner, for det er en ganske lille gruppe af øl-nysgerrige, der vil være glade for at få den anbefalet.
Alene alkoholprocenten indikerer, at vi er ude i noget helt særligt her. 11% alkohol får dig måske til at forvente, at du får en tung og meget øl-tung smag, men det er slet ikke tilfældet. I stedet får du en ret kompleks, frisk og syrlig smag. Duften er nærmest som at at stikke snuden ned i en skål med bolledej, og smagen er rigtig svær at beskrive med få ord.
Øllet er nemlig lagret på portvinsfade. Men det er ikke bare portvinsfade, for det er fade, der siden deres debut i portvinsbranchen har været et smut omkring whisky-lagring og lagring af Herslevs egen Stjernebryg, der er en krydret og jule- og vinterøl. Alt sammen er med til at sætte karakter og særpræg på denne fadlagrede mark-øl, og alt i alt er det et relativt vanvittigt eksperiment.
Er det lykkedes? Ja, for dælen. Hvis intentionen har været at skabe noget helt særligt og unikt, som ikke smager som noget som helst andet. Og det kunne man godt forestille sig, at Herslev har haft i tankerne, da denne øl opstod. Det er ikke fordi, man kan spotte de enkelte elementer af portvin, whisky, anis eller hø, men det er altsammen med til at skabe den karakteristiske og usædvanlige helhed af markant syre, udpræget sødme, power, friskhed og robust fedme.
Det store spørgsmål er så, hvad man skal stille op med den. Bryggeriet foreslår selv fede fisk eller grillet fugl. Det må komme an på en prøve, når det engang bliver fede tider eller grill-vejr.
For mig er det lidt som avantgarde-jazz. Det er spændende, og jeg er vild med eksperimenterne, men det er sjovere at være færdig med at opleve det, end det er, mens det står på.