Forrygende Frauenberger fra Franzen

Franzen Neefer Frauenberg Riesling GG 2017

Tyskland | Mosel
Hvidvin | Riesling
Normalpris kr. 279,-
★★★★★ | Mr. Ruby

Det er altid en balancegang som anmelder, hvordan man skal vægte sine stjerner. Denne ville absolut have opnået alle seks mulige stjerner, hvis prisen havde været en anelse lavere. Ikke at 279,- er en krone for dyrt, men det er heller ikke en vin, hvor smagen overgår prisen med flere længder. Det stemmer godt overens, og det er altså et stort kvalitetsstempel, når forventningerne skrues op til det niveau, prisen indikerer. Duften i denne vin er indsmigrende og charnerende, og smagen er forrygende nuanceret. Selvfølgelig er det i den finere og elegante ende, men alligevel har den masser af smagstyngde at byde ind med. Det smager rigtig godt, og afrundingen med en fin syre mod slutningen, er med til at sætte et flot punktum for oplevelsen.