Klassisk Muscadet med frisk energi

Chéreau Carré Muscadet Sévre & Maine 2018

Frankrig | Loire
Hvidvin | Melon de Bourgogne
Normalpris kr. 75,- | Set til kr. 60,-
★★★★★★Holte Vinlager

Uanset at navnet på denne druesort antyder, at her må være tale om en Bourgogne-vin, så er det ikke sådan. Her har vi nemlig i stedet en Muscadet, der er en klassisk hvidvin fra Loire-området. Og det må endelig hverken blandes med Moscatel, melon eller Bourgogne, for det her er noget, der er helt for sig selv. Knivskarp og ren i sit udtryk. Stål-ren og elegant i sin meget afmålte og balancerede stil. Det er helt friskt og syrligt, og du vil måske finde den direkte sur, hvis du napper den direkte fra køleskabet. Det vil i givet fald være en af de klassiske dansker-fejl, når det kommer til tørre hvidvine, for de skal altså gerne lige op og runde de 10 grader, inden de for alvor lukker op for alle nuancerne. Det gør denne også med en fornuftig frugt og blødhed. Det er lidt specielt – og mange vil nok snarere finde den interessant end lækker.