Eventyrligt appetitlig æble-øl

Herslev Mark Æble

Danmark | Sjælland
Alk. 3,7%
Øl | Spontangæret
★★★★★★ | Herslev Bryghus

Herslev Bryghus har skabt en serie af øl, der skiller sig voldsomt ud fra, hvordan vi ellers plejer at opfatte øl. For i stedet for humle, er Herslevs ‘Mark’-øl brygget på vildtgæret hø, og det giver et næsten vinøst præg på smagsoplevelsen, der har enormt meget frugtpræg og syre, men som til gengæld ikke har den klassiske bitre stil fra humle-øl. Det vinøse og frugtprægede udtryk er i denne Æble-variant yderligere understøttet af æblepræget, og det giver et sødligt modspil til de syrlige smagsindtryk, men uden at det bliver sødmen, der stjæler smagsbilledet. Jeg tør godt vove pelsen og sige, at dette må være den bedste øl, jeg nogensinde har smagt. Alkoholprocenten holder sig på beherskede 3.7, men der er så meget smag og rundhed i flasken, og jeg er helt solgt til den. Det er klart, at du vil blive overrasket og måske skuffet, hvis du forventer den helt klassiske øl-oplevelse, for det er det ikke. Til gengæld er det en øl, der kan en hel masse andet, og det er det perfekte hyggeglas på en lun terrasse eller gemytlig stund før middagen. Det smager simpelthen fantastisk, charmerende, forførende og smukt.